En skjult perle...

Augustenborg er mild og venlig

Augustenborg ligger som en skjult perle i det kuperede landskab omkring Augustenborg Fjord. Kommer man af vandvejen, møder man først den fredede Augustenborg Skov med de imponerende lindealléer og i vandkanten ligger den historiske badeanstalt Badehusene, roklubbens velholdte klubhus samt slotsparken med Augustenborg Slot som kronen på værket. I bunden af fjorden finder man byen, havnen og naturreservatet Lille Hav. De perfekte rammer for en hertugfamilie, men også for et samfund, som er født som hofby, men som i dag har sin egen identitet, og som har udviklet sig til et populært bosætningsområde i cykelafstand til Sønderborg (8 km til centrum).

Med sine 3.222 indbyggere er Augustenborg ikke for stor og ikke for lille. Her hilser vi stadig på hinanden, også dem vi ikke kender, og som tilflytter lærer man hurtigt at sig “mojn”. Augustenborg er et trygt samfund, hvor vi kender hinanden og løfter små og store opgaver i fællesskab, f.eks. opførelsen af Augustenborghallerne, hvor borgere og virksomheder skaffede midler til byggeriet.

Som tilflytter oplever du hurtigt Augustenborgernes store imødekommenhed. Her er vi ikke reserverede, men tager imod dig og din familie med åbne arme. Der er ingen trængsel på vejene, og byen har en god infrastruktur med mange cykel- og gangstier, som er centreret omkring skolen, sportshallen og butikstorvet. Dette gør det nemt og sikkert at komme omkring også for vores børn, som selv kan cykle eller gå til og fra skole.

Læs mere om byens mange kulturelle tilbud, og se byguiden og foreningsoversigten for flere oplysninger.

Er du tilflytter, så læs mere om og kontakt gerne Bosætningsgruppen i Hertugbyens Udviklingsforum.

 

Share This