Bolig og byudvikling

I Augustenborgs bykerne ligger en række fredede og bevaringsværdige huse. Køber man et fredet hus, skal man ikke betale grundskyld, og man kan trække vedligeholdelsesudgifter fra i skat. I foreningen Historiske Huse kan ejere af fredede huse få råd og vejledning, og så er der mulighed for at søge tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Køber man et bevaringsværdigt hus kan man søge om tilskud til istandsættelse hos Sønderborg Kommune. Læs om ordningen her.

Der er naturligvis også moderne byggeri i Augustenborg, f.eks. nybyggerkvarteret Lykkegård i udkanten af byen og de mange parcelhusområder med gode rammer for børnefamilier. Desuden ligger der en række attraktive villaer langs Lillehav, og så er der Fjordparken med udsigt over Augustenborg Fjord. Boligforeningen Søbo udlejer boliger 9 forskellige steder i Augustenborg. Kontoret har åben for personlig betjening torsdag kl. 10.00-17.00. Se lokalkontorets placering under kategorien Bolig i byguiden.

I 2013 fandt en lille gruppe borgere sammen for at skabe positive forandringer i Hertugbyen Augustenborg. Det blev startskuddet til en forening kaldet Hertugbyens Bevaringsforening. Foreningen har allerede hjulpet flere husejere med at søge tilskud til istandsættelsesarbejder, og der er indgået et samarbejde med kommunen og lokale politikere om at gøre Augustenborg til et kulturelt fyrtårn inden for det byggede miljø – et sted, hvor nye og gamle butikker kan blomstre, og hvor man samtidig kan opleve og nyde kulturarven i den historiske hertugby. Læs mere om de kommunale initiativer i Augustenborg.

Hertugbyens Bevaringsforening har allerede realiseret en række forskønnelsesprojekter i byen.