Als Revyen satte ny rekord og gik tæt på spejderlejren ’17  

Sted: Kultursalen i Augustenborghallerne
Dato: 9.-12. marts 2017
Læs mere: www.alsrevyen.dk

Als Revyen har de seneste sæsoner sat den ene rekord efter den anden. I år er ingen undtagelse. Flere måneder før premieren den 9. marts i Kultursalen i Augustenborghallerne kunne revyen melde alt udsolgt til et par af forestillingerne.

Vi kneb os selv lidt i armen, for kunne det nu være rigtigt, at vi havde så stor publikumsinteresse? Men tallene talte deres tydelige sprog. Så ja. Interessen for og ikke mindst forventningerne til Als Revyen med undertitlen ”Spejder efter spor” er stor, siger manden bag revyen Peter Buhl. Als Revyen er en selvstændig afdeling af Midtals Idrætsforening.

Als Revyen havde premiere torsdag den 9. marts og spillede frem til og med søndag den 12. marts. Det endte med få billetter tilbage til torsdag og søndag, da disse forestillinger ikke var med spisning. Men billetterne til fredag og lørdag inkl. spisning var hurtigt væk.

Både kunstnerisk og indholdsmæssigt er Als Revyen blevet bedre og bedre år for år, nøjagtig som det i sin tid skete for Sønderborg Sommerrevy, der i dag er blandt landets tre største revyer. I fjor vandt Als Revyen titlen, som Danmarks bedste scene show ved DM for revyer i Juelsminde. Det skete i konkurrence med amatørrevyer fra hele landet.

Årets revyhold

Årets revyhold bestod i 2017-udgaven af fra venstre Nicklas Skov Andersen, Kurt Odefey Vangsholdt, Dorthe Wiseman, Jonas Gustavsen, Bodil Nissum, Liva Sofie Hampen og Charlotte Louise Alnor.

Pia Rosenbaum

Vanen tro havde Als Revyen i år et aktuelt tema – spejderlejren i juli. ”Spejder efter spor” blev instrueret af Peter Buhl med kyndig assistance af skuespiller og revyveteran Pia Rosenbaum.